• Send til ven
  • Print
  • Del
Du er her:

Allan 31 år, far død

Allans far døde i 1989 af hjertestop efter kort tids sygdom, og hans mor døde i februar 2008 efter lang tids sygdom. Allan har skrevet en sang, som kan høres her på siden.

Allan skriver om tabet af sine forældre:

"Efter mange års sygdom dør min mor februar 2008, 19 år efter min fars død, og med hende trygheden ved at have forældre at tale med, skændes med og blive elsket af.

Tilbage stod jeg med en uudgrundelig mængde af tanker og spørgsmål, som ikke nødvendigvis kunne besvares af menneskerne omkring mig.

Hvorfor er det mig, som skal stå alene, når det lader til, at alle andre får lov til at have forældre? Hvordan kan alle andre gå og smile, når jeg skal have det så elendigt? Hvordan skal jeg få råd til begravelsen, når jeg kun er studerende? Hvordan skal jeg kunne færdiggøre mit studie, når mit hoved er fyldt med spørgsmål, som ingen kan besvare for mig? Hvorfor fortæller alle mig, at det nok skal gå, når de ingen chancer har for at forstå, hvad det vil sige at være forældreløs?

Disse spørgsmål væltede rundt i mit hoved i månedsvis.

En dag satte jeg mig ved klaveret og begyndt at lege med nogle akkorder og melodilinjer, jeg havde fiflet med et par måneder efter min mors begravelse. Lidt efter lidt begyndte en tekst med udgangspunkt i de spørgsmål og usikkerheder, jeg gik rundt med, at tage form, og pludselig havde jeg skrevet en sang om mine tab.

Det gik op for mig, at trods smerterne, længslerne og de usagte ting, så stod jeg stærkere og var et stærkere menneske end min omgangskreds.

Jeg havde set ned i afgrunden, men havde valgt at vende mig om og tage livet ved hornene. Jeg havde mistet min barndom, men til gengæld vundet voksenlivet." 


Herunder kan du høre den sang, Allan skrev efter tabet af sine forældre.