• Send til ven
  • Print
  • Del
Du er her:

Spørgsmål

14.02.2006

Min far har fået kræft i hjernen

Kvinde på 24 fra

Det kom meget pludseligt. Julen over fik min far konstateret kræft i hjernen. Fra den ene dag til den anden havde han pludselig fået en tung dom over sig.


Kræften havde givet en svær lammelse i venstre side af kroppen og min far blev svært handikappet over få uger. Heldigvis vurderede lægerne, at de kunne fjerne det meste af svulsten. Julen over og begyndelsen af januar har været en lang ventetid til den næste konsultation og til nye resultater og flittige besøg på hospitaler. I starten af Januar blev han opereret og operationen gik til stor lettelse godt.


Han er kommet sig mirakuløst godt efter operationen og kan nu gå selv igen. Humøret er bedre og stemningen er bedre derhjemme.


Men min far ER alvorligt syg. Udsigterne med den kræfttype han har er meget triste. Det kan være måneder, et halvt år el. måske et år. Hvis han er meget heldig 2.


Sidte sommer tog jeg til Helsinki for at læse et år. Den ubehaglige overraskelse julen over fik mig til at blive i DK en måned. De sidste 3 uger har jeg rejst frem og tilbage fra Helsinki og Danmark. Lige nu er jeg i Helsinki og prøver at følge min hverdag, som er her. Mit humør svinger meget og nogle gange er det rigtig svært at være her. Det er svært og jeg føler jeg er langt væk, selvom jeg taler med mine forældre hver dag og rejser hjem tit. Er hverken i Helsinki eller i Dk men et eller andet sted imellem.


Afslutter mit ophold fra Marts og flytter hjem (skulle have været her til Juni). Lige nu føles det bare lidt forkert at være her. Tager en uge ad gangen og siger til mig selv at jeg kan afslutte det heroppe og tage hjem imorgen hvis det skulle være.


Det er svært når fremtiden er så usikker. Lige nu går det godt og der er fremskridt. Min mor og far har noget der minder om en hverdag hjemme i deres eget hus. Det var derfor at jeg overhovedet besluttede sammen med min familie, at jeg kunne tage tilbage til Helsinki. Det føles godt at afslutte det her oppe og sige farvel til stedet og de mennesker jeg har mødt, men samtidig føler jeg at jeg burde være hjemme hos min famile.


 

Svar

Min far har fået kræft i hjernen

Hej


Det lyder både nyt og barskt. Det er dejligt, at din far på trods har fået det så godt efter operationen, så I kan nå at få talt sammen, om det I føler er vigtigt.


Min mor havde også kræft i hjernen. Umiddelbart gik der lang tid inden jeg kunne overskue at indse, hvor seriøst det var, men det var også, fordi hun på mange punkter godt kunne klare sig i de gode perioder. Jeg synes, at det er godt, at du kan indse at din far er syg, selvom han er blevet opereret og har fået det bedre, for det havde jeg meget svært ved, og jeg tror det kunne have hjulpet mig med at prioritere tidligere i hendes sygdomsforløb.


Du skriver, at du sammen med din familie har besluttet at tage tilbage til Helsinki for at afslutte dit ophold, og det synes jeg lyder rigtigt. Min mor var også besluttet på, at jeg skulle have mit eget liv ved siden af hendes sygdom. Det var ikke altid lige nemt. Alligevel gav det mig en ro, at hun havde sagt det, og på den måde gjort det 'lovligt' for mig at have mit eget liv. Selvfølgelig prioriterede jeg hende, når min mor og jeg havde behov for at være sammen, samtidig med at jeg holdte gang i mit personlige liv for også at dele dagligdagen med mine venner.


Jeg håber, du kan bruge mit svar, ellers er du meget velkommen til at skrive ind igen.


Mange venlige tanker

Camilla