Spørgsmål
Livet efter kræft...
Kvinde på 19 fra
Min far har længe været syg med den mest sjældne form for kræft; PNET - men heldigvis på grund af behandling udenlands er han blevet så rask, han nu kan blive... (i DK gav de ham et år og sagde, at det ville være spild af tid at prøve at behandle). I den tid han var syg og efter, har jeg ikke modtaget nogen hjælp...
Vi fik diagnosen, da jeg startede i gymnasiet. Det tog meget hårdt på mig - mistede min koncentration, kunne ikke huske ting, jeg lige havde fået af vide. Jeg løb grædende fra timerne, og i det hele taget har jeg været meget ked af det hele tiden... Jeg har altid været en smilende og glad pige, men jeg har mistet noget af mig selv... Jeg har altid haft meget lav selvtillid, men nu hænger jeg bare i en tråd! Og kan ikke engang fortælle om, hvordan jeg selv har det - har altid bekymret mig mest om andre!
Mens min far var syg, blev jeg selv syg med kyssesyge, så jeg var på det laveste punkt - ingen energi eller overskud! Efter min far blev rask - nogenlunde samtidig med at jeg også blev rask - var der en masse galt med mine blodprøver. Så i et år mere gik jeg hver måned til kontrol. Ingen vidste, hvad der var galt... Jeg mener nu helt sikkert, det har været det psykiske!!
I dag er der stadig ingen forklaring... Men nu omkring tre år efter, har jeg stadig de samme gener - dårlig koncentration, konstant hovedpine, trist og ulykkelig, ekstremt følsom - græder tit... osv. Folk som ikke ved det, kan jeg ikke engang fortælle det til uden at græde! Hvad skal jeg gøre?! Kommer jeg nogensinde igennem det her... Jeg flytter hjemmefra nu - så har ikke råd til psykolog...
Håber at nogen kan komme med et svar...
Knus Benedicte
Svar
Livet efter kræft...
Kære Benedicte
Tak for din mail. Det lyder som om, at du har oplevet nogle svære ting. Jeg forstår rigtig godt, hvis du har svært ved at koncentrere dig og er ked af det. Det må have været hårdt at gå i gymnasiet samtidig med, at din far var syg.
Jeg har mistet min far. Han var kun syg i meget kort tid, inden han døde, men alligevel kan jeg sagtens genkende mange af de ting, du skriver. Både det med at være den smilende og glade pige - selvom man inderste inde er rigtig ked af det. Men også de ting du skriver om at have dårlig koncentration, være ekstremt følsom og rigtig ulykkelig. Efter min far døde, gik jeg til psykolog i en periode, uden jeg syntes, at jeg fik det bedre. Efterfølgende gik jeg i rigtig lang tid med en masse tanker og billeder inde i hovedet, uden at snakke med nogen om det. Til sidst startede jeg i en sorggruppe hos Unge & Sorg. Her kunne jeg tale med nogen, som forstod, hvad jeg havde oplevet, og hvordan jeg havde det. Her kunne jeg også få lov til at være rigtig ked af det. Det hjalp mig virkelig meget.
Jeg fik efterhånden nemmere ved at koncentrere mig igen, og jeg var heller ikke så trist og ulykkelig længere. Så når du spørger, hvad du skal gøre, så tænker jeg, at det kunne være en mulig løsning at tale med nogen om dine oplevelser, og om hvordan du har det? Det har i hvert fald hjulpet mig utrolig meget. I dag synes jeg, at jeg har det rigtig godt, selvom jeg selvfølgelig stadig har dage, hvor jeg savner min far rigtig meget.
Du kan også kontakte din egen læge, hvor du evt. kan få tilskud til en psykolog. Hvis din far ikke bliver ved med at være helt rask, så kan du ringe til Unge & Sorg. Her har vi også grupper for pårørende, som har syge forældre. Du er også altid velkommen til at ringe til os frivillige eller bruge chatten. Vi er her mandag til torsdag fra kl. 17 til 21. Her kan du komme til at tale med én, som kender til de følelser og tanker, du har. Desuden er du også meget velkommen til at sende et brev herind igen og fortælle om, hvordan du har det.
Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget.
Mange hilsner
Cille
