Spørgsmål

Nu prøver jeg

Mand på 17 fra

Hej Unge & Sorg

Jeg skriver til jer på opfordring fra min mor. Egentlig føler jeg ikke selv et behov for at skrive til jer, men nu valgte jeg at give det en chance og se, hvad der sker - både for min egen, men også min mors skyld. Jeg er 17 år, går på gymnasium og har en mor og en far, der har kræft. Jeg er faktisk ikke helt sikker på, hvilken slags kræft de har, for vi har aldrig rigtig snakket om selve sygdommen, sådan biologisk.

Min mor har kræft på 3. år nu, med et halvt års pause mellem hver omgang, og min far er "stadig på første omgang". Jeg snakker rigtig meget med min mor om det, og hun er ked af det nogle gange, og så trøster jeg hende og omvendt. Hun er rigtig god til at give mig råd og opmuntre mig, og hvis jeg ikke havde hende, ville jeg virkelig være på bunden, tror jeg. Jeg er tit bange for at miste hende lige pludselig i en ulykke eller noget lignende. Jeg snakker ikke rigtig med min far, eftersom han mest af alt minder lidt om en zombie. Her på det sidste kan han ikke rigtig huske så godt, og han er træt hele tiden og virker nærmest som om, han bare har opgivet det hele og går rundt med en dyb depression.

Min mor og far skændes rigtig meget, næsten hele tiden faktisk, og nogle dage kan jeg slet ikke holde det ud. Jeg tror ikke, de kan holde ud at gå op og ned af hinanden hele dagen og se hinanden være syge, og jeg tror, det er det, der gør dem så aggressive og samtidig kede af det. De hidser sig op over småting over for hinanden og "konkurrerer" næsten om, hvem der er sygest ved at fortælle, hvor dårligt de har det og sådan.

Jeg synes, min mor er god til at holde overblik og styre det hele, men nogle dage kan hun jo heller ikke selv klare presset, og så må hun give efter, hvilket jeg synes er fair nok. Jeg støtter hende, så godt jeg kan, og jeg støtter også min far og prøver at snakke med ham og lave ting med ham, men for det meste er han jo ikke til at rykke til.

Jeg er egentlig ikke så ked af det i min hverdag, og jeg ved ikke, om det er forkert? Burde jeg ikke gå rundt og være deprimeret over deres sygdom, og hvordan de har det indbyrdes? Jeg fungerer godt i skolen, snakker godt med folk, er glad, arbejder og er kun nede nogle dage. Jeg synes, det virker overfladisk af mig, men jeg vil heller ikke tvinge mig selv til at være ked af det. Jeg tror, det er pga. min mors overskud til at holde det hele kørende og holde en optimistisk levestandard. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med min far, eller om det bliver bedre, og det irriterer mig, for sådan som det er nu, fungerer det slet ikke. Nogle dage overvejer jeg at flytte hjemmefra pga. deres skænderier, og andre gange har vi det ret hyggeligt.

Jeg havde, som nævnt i starten, ikke rigtig brug for at skrive til jer, men nu er det egentlig meget dejligt at være kommet ud med noget af det. Jeg håber, I kan komme med nogle konstruktive kommentarer og nogle svar på mine spørgsmål. Og jeg synes det er en super organisation, I har kørende her. Det skal I have ros for!

Nu prøver jeg

Hej "dig der prøver igen"

Tak for dine pæne ord. Dejligt at høre, når andre end jeg selv får glæde af Unge & Sorg.

Jeg bliver meget rørt over dit brev. Sikke en omgang og sikken en masse sygdom. Synes det er rigtig flot, at du så præcist kan beskrive, hvordan din situation ser ud lige nu. Har som dig selv haft en mor, der igennem flere år var syg "on and off". Det kan, som du selv skriver, være rigtig svært at følge med i sygdommens udvikling, for det kan til tider gå rigtig stærkt. Så ikke mærkeligt, hvis det er endnu mere svært for dig, der også har en far, der er syg.

Ligesom dig boede jeg også hjemme, da min mor var syg. Det var rigtigt hårdt at være en del af frustrationerne, skænderierne, angsten og sorgen, og endnu sværere kan det være, hvis man ikke bliver delagtiggjort i det, der sker. Min mor havde, som jeg kan forstå, det også er tilfældet med din far, rigtig svært ved at inddrage mig og fortælle mig, hvad der skete, og hvordan hun havde det. Uvisheden gjorde mig ked af det og til tider også vred. Synes, det er rigtig dejligt, at din mor og dig snakker så godt sammen. Jeg tror, som du selv siger, at det er en af de ting, der er med til at holde dig oppe. Forstår derfor godt, du er bange for at miste hende i en ulykke eller lignende, som du skriver. Du, som både har en syg mor og far, ved jo i den grad, hvor usikker verden er på det område, og derfor er dine tanker forståelige nok, men jeg tænker, at det måske er noget, der kunne være godt for dig at snakke med nogen om. Enten nogen i din familie eller nogle professionelle.

Du spørger, om det er overfladisk, at du ikke går rundt og er deprimeret over deres sygdom. I mine øjne er det på ingen måde overfladisk, men derimod helt naturligt. Selv var jeg også kun meget lidt ked af det i den tid, min mor var syg. Som dig gav det mig også følelsen af, at det var forkert/overfladisk, men senere, da jeg kom i gruppe her hos Unge & Sorg, fandt jeg ud af, at jeg ikke var den eneste, og at det var meget normalt ikke at være ked af det og trist hele tiden. Faktisk tror jeg, det er rigtig sundt, at man også giver sig selv lov til at være glad og leve et liv ligesom andre unge, der ikke har syge forældre.

I forhold til din far er det lidt svært for mig at fortælle dig, hvad du skal gøre. I forhold til min mor, som heller ikke var særlig god til at fortælle mig, hvordan hun havde det, var jeg, set i bakspejlet, nok ikke særlig god til at få fortalt hende, hvor ked af det og frustreret jeg var, over at hun ikke fortalte mig, hvordan hun havde det. Tror dog heller ikke, jeg kunne have gjort det anderledes. Hvis du har mod på det, kan du måske fortælle ham, at det gør dig usikker/ked af det, når du ser ham gå rundt og være så indelukket. Jeg ved, det kan være rigtig svært at konfrontere sine forældre med sine følelser. Som sagt var jeg ikke den bedste til det selv, men de gange hvor jeg gjorde det, var det en kæmpe lettelse at få det sagt højt. Du kunne måske også snakke med din mor om det. Måske hun også er bekymret for din far. Om ikke andet tror jeg, det ville være rigtig godt for dig at få snakket med nogen om det. Selv kontaktede jeg de professionelle her hos Unge & Sorg, og det var en kæmpe lettelse at snakke med nogle, der havde tid og lyst til at lytte på mig. De fik mig i en gruppe med andre unge, der lige som jeg havde syge forældre, hvilket i den grad hjalp mig, da de på en helt anden måde end mine andre venner kunne forstå mig, fordi de selv stod i samme situation.

Håber, du kan bruge svaret, ellers må du endelig skrive igen.

Mange kærlige hilsner

Amanda