• Send til ven
  • Print
  • Del
Du er her:

Spørgsmål

31.05.2007

Hej unge og sorg

Kvinde på 17 fra

Jeg ved egentlig ikke hvorfor, jeg skriver. Jeg har været herinde nogle gange og synes, at det er en rigtig god side. Jeg synes, at det er virkelig flot, af jer frivillige, som bruger en masse tid på at snakke/skrive med andre unge. :)


Min far fik konstateret lungekræft samt lunge-hinde-kræft i begge lunger d. 30 januar 2007. Han havde været dårlig et stykke tid, men vi regnede bare med, at det var noget betændelse. Det var det desværre ikke.

Jeg er 17 år og har en bror på 20, som ikke bor hjemme mere, men er hjemme et par gange om ugen og spise :)


Det var meget svært for mig, da jeg fik det at vide og jeg var, selvfølgelig, helt knust. Min far har altid været den bedste mod mig, og jeg har altid fået hvad jeg ville have og altid kommet i første række. Min mor har taget orlov til oktober.


Der gik ca. en uge og nogle af mine bedste veninder skulle holde 18 års fødselsdag. Jeg tog med, men måtte efter 2 timer tage STOR-tudende hjem lige i armene på min far. Lignede episoder har gentaget sig et par gange. Jeg kan bare ikke holde det inde, når jeg får lidt at drikke. Og jeg elsker normalt at feste og er ude næsten hver weekend. Nu sidder jeg bare herhjemme og gider ingenting. Jeg snakker om det med min bedste veninde fra efterskolen, men hun bor desværre i Jylland. Jeg gider ikke at snakke om det hele tiden, så derfor er det begrænset hvor meget jeg snakker med mine veninder om det, selvom de alle har tilbudt deres fulde støtte. Jeg har kun fortalt 6 om det, alle andre ved det fra andre. Jeg ved bare ikke hvordan, jeg skal få det sagt? Jeg har rigtig mange veninder, som er de bedste i verden. Men det er bare svært at sige "Jeg har det virkelig dårligt og er ked af det" - når man altid plejer at være i højt humør.


Den blev hurtigt lang.

Men jeg forstår ikke, hvorfor det lige er min far ? Han har aldrig røget og er i fin form. Det er bevist, at det er blevet fremkaldet af "ASPEST" fra hans forhenværende arbejde. Det gør mig så gal, han har ikke lavet andet end passe sit job og det bliver hans død.


Han er igang med kemo, det er det eneste de kan gøre. Da det er uhelbredeligt.

Vi får svar på tirsdag, om kemoen har gjort noget godt og forhåbentlig bremset det.

Svar

Hej unge og sorg

Hej


Mange tak for dit brev.


Jeg er ked af at høre, at din far er syg. Når jeg læser dit brev vækker det genkendelighed hos mig. Jeg stedfar havde lungekræft. Han fik konstateret sygdommen, da jeg var på din alder. Det kom også meget uventet, da vi fandt ud af, at min stedfar var uhelbredelig syg, og det gik op for mig, at det var min familie der pludselig stod i den forfærdelige situation. Jeg har helt sikkert også stillet mig spørgsmålet om, hvorfor det var min stedfar, sygdommen skulle ramme, og jeg forstår godt, at du bliver gal, når du kan se meningsløsheden i, at din far er blevet syg.


Jeg kan huske, at jeg også følte mig "ved siden af mig selv" - at jeg ikke altid var oplagt til de samme ting som før. Jeg følte mig i en venteposition, der også ofte gjorde det svært for mig at vide, hvordan jeg skulle forholde mig til en lang række ting. Hvad jeg havde lyst til, og hvad jeg syntes, at jeg kunne tillade mig at gøre. I de tilfælde, tror jeg, det er vigtigt at mærke efter.


Det er dejligt for dig, at dine veninder har tilbudt dig deres fulde støtte, og jeg er sikker på, at de nok skal forstå, at du ikke kan tale om det hele tiden. Jeg kan godt forstå, at du synes, det er svært at sige, at du har det skidt. Jeg oplevede, at det var rart at få lettet sit hjerte indimellem, og at det var ok at sige, at man ikke havde lyst til at tale mere om det, eller ikke havde lyst til at tale om det den dag, hvis nogen spurgte. Jeg brugte ligesom dig også mine gode veninder, og så talte vi en del om det i min familie, selvom det nogen gange var rigtig svært at få tingene sagt, da det på en måde blev mere virkeligt.


Hvis du får brug for at møde andre unge med syge forældre eller har brug for professionel rådgivning, vil jeg nævne, at Unge og Sorg åbner en afdeling i Odense efter sommerferien. Der vil blive informeret om åbningsdatoen på vores hjemmeside.


Jeg er glad for, at du har brugt vores brevkasse og selv har haft lyst til at skrive herind. Jeg er sikker på, at andre også vil få meget ud af at læse dit indlæg.


Jeg ønsker dig alt det bedste.


Kærlig hilsen


Line