Spørgsmål

Venteposition....

Kvinde på 26 fra

Min far fik for godt 4 måneder siden konstateret kræft, og kort tid efter blev han opereret, hvorefter han blev erklæret terminalt syg. Han fik herefter en mild kemo-kur i ca. 2 måneder, men da han blev for syg, stoppede lægerne behandlingen "midlertidigt". Han er nu hjemme, hvor han bor alene, og får hjemmepleje 3 gange dagligt, og er hovedsagligt sengeliggende.

Jeg bor selv i København, men er hjemme i Jylland ca. hver anden weekend, for at få så meget tid som muligt med ham.

Min mor har været en fantastisk støtte, men min lillebror (23 år) distancerer sig desværre fra det hele. Han snakker ikke så meget om det, og det ligger heller ikke rigtigt til ham ellers.

Min fars ekskone er også en virkelig god støtte og hjælp. Hun bor også i samme by, så hun har hjulpet min far meget med det praktiske og også det følelsesmæssige.

Min far har siden diagnosen levet i konstant benægtigelse, hvor han bliver ved at melde ud, at han da lever mindst 5 år endnu, på trods af at lægerne sagde ½-1 år med kemo. Det gør det meget vanskeligt at klare praktiske problemer, der kommer med sygdommen, da han bliver ved at sige, at han jo snart kommer til kræfter igen. Hvordan får man snakket ordenligt med ham og hjulpet ham uden han føler sig hjælpeløs og magtesløs? Vil ikke fratage ham hans vilje til at kæmpe for livet, men kan bare ikke sætte mig ind i, at det er bedre at ligge i sin egen afføring, end at bede om hjælp til at komme på toilettet og få skiftet sengetøj, når man ikke selv har kræfterne til det. Kan jo heller ikke sige ordenligt farvel, da jeg jo så er nødt til at fortælle ham, at der ikke er længe til han skal dø...

Selv bor jeg som sagt i Kbh, hvor jeg arbejder fuld tid. Min arbejdsplads er meget fleksibel og forstående, så jeg får den fritid jeg skal bruge. Heldigvis har jeg også nogle super venner/kolleger, der hører på mit ævl og giver et knus, når det er nødvendigt.

Men mine gode veninder fra gymnasietiden, som jeg normalt kun ser hver eller hveranden måned, men ellers har jævnligt kontakt med, har desværre kostet mig alt for meget energi og for mange tårer. Talte med dem kort efter min fars diagnose, og de var meget forstående og sagde selvfølgelig, at jeg bare skulle ringe, hvis jeg behøvede det, og at de ville kontakte mig, da de jo godt vidste, at det nogle gange kan være svært at løfte røret, når man er længst nede. Herefter hørte jeg ikke et klap i 3 måneder... Det viste sig til sidst, at den person, jeg førhen anså som min bedste ven, blev sur på mig, da jeg ikke havde meldt afbud direkte til hende, til hendes indflytterfest. Havde bare ret meget andet at tænke på, -køre min far til kemo, skifte hans sengetøj med lort, holde hans formentlig sidste fødselsdag, stoppe mad i kæften på ham så han ikke taber sig endnu mere end de i forvejen 32 kilo, tude når han ligger i en tåge og græder osv. osv... Men hun tog sig ikke tid til at spørge, da hun i stedet surmulede.

Hvordan kan jeg komme videre, tilgive hende, når jeg egentlig bare føler mig svigtet? Har til sidst snakket med hende, men føler mig stadig som en mopset skolepige, der bare ikke kan glemme, at hun ikke kunne se ud over sin egen næsetip...

Vil helst bare glemme og komme videre, som om intet var hændt, men kan bare ikke. Hvorfor skal jeg bruge så meget energi på det, når jeg har det så elendigt i forvejen? Hvordan kunne jeg vælge sådanne venner, -er min dømmekraft bare helt til rotterne? Har jo altid følt, at uanset hvad der ville ske, kunne jeg stole at de ville støtte mig og omvendt. Eller tænker jeg bare for meget over det, hvor jeg bare burde lægge det bag mig, og bekymre mig om de "rigtige" problemer?

Humøret svinger så utrolig meget, at jeg snart er ved at blive vanvittig over at være mig. Bliver jeg nogensinde lykkelig, eller bliver livet bare en konstant tåge? Vil ofte bare have alt det her overstået, men bliver samtidig så ked af at tænke på den måde, da jeg jo elsker min far og slet ikke kan bære tanken om, at han skal forlade mig, og jeg aldrig skal se ham igen...

Føler mig bare i venteposition, -hvordan kommer man videre i livet, uden kun at vente på døden?

Hilsen L.

Venteposition....

Hej!

Først vil jeg gerne sige mange tak for dit flotte brev. Du virker som om, du virkelig har gennemtænkt de problematikker, du står med i forbindelse med din fars sygdom. Det synes jeg, er rigtigt godt klaret i løbet af de kun fire måneder der er gået, siden din far fik konstateret kræften.

Med hensyn til din fars benægtelse af sin tilstand og de praktiske problemer det giver, synes jeg det er svært at give dig ret meget konkret hjælp. Men i den forbindelse er jeg sikker på at de vil kunne være til stor hjælp for dig på Kræftlinien tlf 80301030.

Men du taler også om, at din fars benægtelse gør det svært for dig at få sagt ordentligt farvel til ham. Måske kunne du prøve at tænke lidt over, hvilke forventninger du har til det at skulle sige farvel. Har du f.eks. et bestemt billede i dit hovede af hvordan det skal foregå, hvad der skal siges osv.? Jeg tænker bare, at det at sige farvel ikke behøver at inkludere selve de ord som "farvel" og "døden". Måske er det også bare den lange proces at få fortalt at man holder af hinanden og hvad der ellers kan være af både små og store ting. I virkeligheden er det jo sådanne ting som vi burde være meget bedre til at fortælle hinanden i hverdagen, som lige pludseligt bliver altafgørende når vi står overfor at kunne miste en vi holder af.

Da min far var syg af kræft ønskede han heller ikke at tale om døden, men til gengæld fik vi fortalt hinanden mange vigtige ting, som betyder meget for mig nu. Og hvis jeg nogensinde fik formuleret ordene "farvel far" - hvilket jeg faktisk ikke rigtigt kan huske - så var det først i det øjeblik han døde.

Som langt de fleste unge som mister eller har syge forældre, har du også problemer i forhold til venners forståelse for din situation. Både udfra min personlige erfaring og erfaringen her fra Unge og Sorg, tror jeg bare, at jeg kan konstatere, at det er en nærmest umulig situation for selv nære venner, at kunne rumme og forstå en andens sorg. Jeg kan godt forstå, at du føler dig svigtet og har svært ved at tilgive din veninde, og jeg mener ikke at det er urimeligt at forvente lidt ekstra omsorg fra sine venner, når man har det rigtigt svært. Men venskaber bygger jo på gensidighed, og derfor skal du måske også prøve at sætte dig i dine venners sted, selvom det kan være rigtigt svært. Både i forhold til hvordan de reagerer overfor dig og din situation, men måske også bare være lydhør overfor dem og hvad der foregår i deres liv. Måske kan det endda også være befriende for dig engang imellem at høre lidt om "normale" problemer... en måde at holde lidt gang i sit liv på, måske!

Jeg kan sagtens genkende den følelse af at være i venteposition som du beskriver... for du er i venteposition! Og jeg tror, at en del af det at komme videre på, er rent faktisk at acceptere, at en stor del af ens liv står på standby. Men som nævnt, har du stadig dine venner, og du har et godt arbejde med gode kolleger som måske kan være den del af dit liv, som stadig fungerer. Også selvom det ikke er der du prioriterer hverken din tid eller din energi, så er det noget stabilt, som du kan støtte dig op af. Med hensyn til din far, så er alting jo netop usikkert og skrøbeligt. Du ved ikke præcis hvad der kommer til at ske, hvordan og hvornår... Og det kan du ikke ændre på. Men du har måske mulighed for at vælge på hvilken måde, du vil afvente på, og hvordan du vil prioritere din tid og energi.

Du spørger om du nogensinde blver lykkelig igen, og det er i hvert fald et stort spørgsmål som jeg ikke kan svare på. Men jeg tænker at, sorg og smerte er en del af alle menneskers liv. Det handler om at lære at bearbejde de ting man bliver udsat for, og på den baggrund skabe sit liv. Og jeg fornemmer i hvert fald, at du bevidst gør en indsats for at kunne håndtere den situation du allerede står i, og måske også forbereder dig på, hvad der senere vil ske. Det synes jeg er et rigtigt godt tegn.

Håber du kan bruge mit svar, og du er altid velkommen til at skrive igen eller ringe ind på Linien 70 209 903

Med venlig hilsen

Mette B