Spørgsmål
Min far har også aspergers syndrom
Kvinde på 20 fra Hovedstaden hvis far er syg
Hej
Min far blev diagnoseret med bugspytkirtelkræft for knap en måned siden. Han er allerede erklæret terminal, og det eneste håb er kemo, som vi endnu ikke ved om virker.
Men han har også aspergers syndrom, hvilket hovedsaligt gør, at han ikke har så let med mennesker og sociale ting. En pæn måde at sige det på er, at vi ikke har det bedste forhold til hinanden, og inden diagnosen havde jeg egentlig ikke snakket med ham i flere måneder, på trods af at jeg bor hjemme. Nu vil jeg selvfølgelig gerne have noget tid med ham, men jeg kan jo ikke ændre hele vores forhold fra den ene dag til anden.
Pointen er, at jeg ville høre, om der var nogen, der selv har prøvet, at deres forælder også havde aspergers syndrom oveni den anden sygdom, eller om der er et andet forum, der ville kunne hjælpe mig?
Hilsen Karina Pil
Svar
Min far har også aspergers syndrom
Kære Karina Pil
Hvor er jeg ked af at høre, at din far har kræft. Det lyder som om, det er en rigtig svær tid for dig! At din far oven i denne alvorlige kræftsygdom har aspergers syndrom, gør det kun sværere. Jeg kan virkelig godt forstå, at du er splittet mellem et forhold til din far, der lyder meget anspændt på den ene side og på den anden side ønsket om at nå at være sammen med ham, før det er for sent.
Jeg har selv mistet min mor, og selv om hun ikke havde aspergers, og jeg ikke kender særlig meget til sygdommen, kan jeg sagtens genkende dit dilemma. Min mor fik konstateret kræft i blæren for to et halvt år siden, og blev også ret hurtigt erklæret terminal. Vi gik også og håbede på kemoterapi uden at vide, om det ville hjælpe. Den tvivl og uvished var forfærdelig, og den gjorde det rigtig svært for mig at leve et ’normalt’ liv, hvor jeg gik i skole og på arbejde, som jeg plejede.
Min mors og mit forhold, før hun blev syg, var rimelig krævende, og vi havde haft mange skænderier og konflikter, da jeg var teenager. Da jeg flyttede hjemmefra var vi stadig uenige om mange ting, selv om det var som om, der faldt lidt mere ro over det.
Da min mor blev syg ændrede vores forhold sig meget. Lige pludselig kunne jeg miste hende, og jeg vidste ikke, hvor lang tid vi havde tilbage sammen. Jeg syntes, det var rigtig svært at være uenig med en mor, der var døende, så det holdt jeg op med.
Jeg forsøgte at hjælpe hende og gøre det så godt, jeg overhovedet kunne, og jeg bed det for det meste i mig, hvis min mor brokkede sig eller sagde ting, som tidligere ville have udløst store skænderier.
I den periode oplevede jeg på en gang en stor kærlighed til min mor, mens jeg samtidig gik og samlede en masse vrede sammen, fordi jeg ikke fik sagt fra, som jeg plejede.
I bakspejlet kan jeg se, at en så alvorlig sygdom som kræft vender rigtig mange ting på hovedet. Sygdommen kan ændre den måde, vi tænker om den syge, og den måde vi er sammen med den syge på. Sygdommen kan nemt komme til at fylde det hele og tage rigtig meget energi. Det er selvfølgelig rigtig vigtigt, når ens mor eller far er syg, at man sørger for at have noget tid sammen med dem, mens man kan. Men samtidig har min egen historie lært mig, at det er vigtigt, man også husker at passe på sig selv og ikke udelukkende sætte sine behov og følelser til side for at være der for sin syge forælder.
Jeg synes, du selv beskriver det rigtig godt, når du skriver, at du gerne vil have tid med din far, men at du jo ikke kan ændre jeres forhold fra den ene dag til den anden. Det er svært at få de to ting til at mødes. Måske kunne det være en ide at prøve at gøre nogle ting sammen med din far, som I begge godt kan lide?
Jeg kender desværre ikke noget forum, der har præcis det, du efterspørger, men du er meget velkommen til at bruge os frivillige i Børn, Unge & Sorg på Linjen (70 209 903) eller Chatten. Selv om vi har forskellige historier, er der ofte meget, vi kan genkende hos hinanden. Du kan også prøve dig frem på vores Forum, hvor du måske vil kunne finde frem til andre i samme situation som dig.
Jeg vil også lige nævne for dig, at du også altid har mulighed for at ringe ind og snakke med de professionelle herinde på 70 266 766.
Jeg håber det bedste for dig og din far!
Kærlig Hilsen
Doro











