Spørgsmål
Mor har kræft :(
Kvinde på 15 fra Sjælland hvis mor er syg
Min mor har kræft, og det har hun haft i 5-6 måneder, før vi opdagede det. Hun blev indlagt et par gange. Men hvad skal man gøre, hvis man vil ha’ hjælp til at få det bedre, så man ikke tænker på sin mor i skoletiden/når man er sammen med vennerne/veninderne?
Jeg vil gerne ha’ et råd, som jeg kan bruge. Har det ikke så godt herhjemme med min mor. Er tit ked af det.
Svar
Mor har kræft :(
Kære du
Mange tak for dit indlæg!
Jeg er rigtig ked af at høre om din mors sygdom - hvor lyder det bare hårdt at være dig lige nu. Det kan bare føles rigtig uretfærdigt, at ens mor skal blive så syg.
Jeg kan godt forstå, at din mors sygdom fylder meget for dig lige nu, og dine tanker og bekymringer kan være svære at slippe i dagligdagen. Det er ret almindeligt at have det sådan. Der er flere ting, du kan gøre for at prøve at få det bedre.
Jeg har også selv haft en mor, der var syg af kræft, og da gik jeg i en gruppe med andre unge, som også havde alvorligt syge forældre. Og det hjalp virkelig. Det var rart at vide, at der var andre, som havde det ligesom en selv. Som havde lignende bekymringer og irritationer. Alderen i sådanne grupper er egentlig fra 16 til 28. Men jeg ville alligevel prøve at ringe herind mellem kl. 9-12 og tale med en af de professionelle. Hvis I sammen bliver enige om, at en gruppe ville være en god ide, kommer man på en venteliste, og så vil det måske passe med, at du fylder 16. Men prøv at ringe herind - det er nok det bedste råd, jeg kan give dig. Telefonnummeret til vores rådgivning i København er 3542 4300.
Dét at skrive ens tanker ned har været rigtig godt for mig. Man kommer af med en del af tristheden, ensomheden, frustrationen og vreden (eller hvad man ellers måtte gå rundt med). Samtidig bliver det klarere for en, hvordan man egentlig har det, og det gør det nemmere at snakke med andre mennesker omkring det.
Jeg kan selv huske, hvor svært det kunne være at snakke med andre mennesker omkring min mors sygdom. Det er bare rigtig hårdt. Man bliver utrolig sårbar. Men når man så får snakket med sin familie eller ens venner/veninder, så har man det altså meget rart bagefter. De mennesker, der er omkring en, vil jo én det bedste og vil gerne hjælpe, hvis de kan. Hvis du fortæller dem, hvad der er svært, og hvordan du har det, så har de også en bedre mulighed for at hjælpe dig.
Når ens mor er meget syg kan det være svært fuldstændig at glemme det - men hvis du får bearbejdet det, enten ved at tale om det eller skrive det ned, så er det min erfaring, at så er det lettere at koncentrere sig og nyde tiden med sine veninder, eller hvad det nu måtte være.
Jeg håber, du kan bruge dette svar.
Kærligst Sara











