Spørgsmål
Min mor svigter gang på gang
Kvinde på 20 fra
Jeg er en pige på 20 år, som har en mor der er alkoholiker og har fået konstateret kræft i højre lunge.
Mine forældre blev skilt, inden jeg blev født, pga. min mor mødte en anden mand, som også drak. Min storesøster flyttede med vores far, og jeg blev boede hos min mor. Så begyndte hun for alvor at drikke.. Da jeg så endelig blev 12 år, "måtte" jeg flytte hjem til min far, hvilket jeg var enormt glad og lettet over. Inden jeg fyldte 12, havde min far og mor været i retten mange gange, fordi min far ville have forældremyndigheden over mig, pga. min mors alkoholproblem, hvilket mislykkes. Min mor har et par gange søgt hjælp, og kom på et hjem for misbrug, men har hver gang faldt tilbage efter hun var færdig med opholdet.
Den dag i dag, ved jeg 100% at det bliver bare ikke bedre med min mor, det gør ondt at sige og tænke tanken, men en dag dør hun af druk. Og jeg synes selvfølgelig det er en trist måde at slutte sit liv på. Jeg har mange gange snakket med hende om det, og hun kan godt selv se det. Vi bor en times kørsel fra hinanden, og jeg har et arbejde i den by jeg bor i, med skæve arbejdstider, og kan derfor ikke bare lige sådan tage op til hende. Og jeg har jo også mit at se til, med kæreste, hund, hus, venner og sport. De gange hvor vi så har aftalt at jeg skulle komme op og besøge hende, har hun drukket inden jeg kom der op. Så et eller andet sted er lysten mindre og mindre for at se hende. Føler hun svigter mig så meget, hele tiden, at et eller andet sted har jeg fået et had til hende.. Men hun er jo min mor, og jeg elsker hende rigtig meget, og når hun ikke har drukket, så er hun det sødeste menneske på jorden. Jeg savner hende hver dag, savner at kunne komme hjem og fortælle hende hvordan min dag er gået. Jeg har enormt svært ved leve med, at det er sådan det skal være. Et par gange har hun ikke ringet på min fødselsdag og ønsket mig tillykke med fødselsdagen, eller til jul og sige god jul. Det gør ondt af helved til. Og det gør endnu mere ondt, at mine veninder har et så tæt forhold til deres mor, og de tager ud at handle/shoppe sammen, og laver mad sammen, sådan nogle ting mor og datter laver sammen engang i mellem. De fleste gange hun ringer, er hun fuld, og det ender med at vi skændes, og en af os ligger røret på, og så går der yderligere nogle uger før vi snakker sammen igen. Min mor sagde engang til mig, at hun drak fordi hun savner mig og min storesøster. Jeg blev så ked af det, for jeg følte at hun gav os skylden. Så fik jeg at vide for et halvt års tid siden, at hun havde fået kræft i den ene lunge, hvilket også gjorde mig dybt ked af det. Et eller andet sted, "ønsker" jeg at hun får fred, og ikke skal lide. Og det samme gælder mig selv. Der er ingen her i verden, som vil have ens mor eller far dør, men jeg føler og ved at hun lider, og nogle gange gider hun ikke mere. og et andet sted vil jeg også gerne komme videre i mit liv. Jeg har følt flere gange i mit liv, at jeg er mere end mor for hende end hun er/skal være for mig, og der har jeg bare ikke kræfter til længere. Jeg får helt vildt dårlig samvittighed over at hun er så langt ude som hun er. Og jeg ville ønske jeg kunne hjælpe hende, det kan jeg bare ikke. Nogle gange har jeg det som om, at jeg ikke er der nok for at kunne hjælpe hende, men jeg har også haft mange op- og nedture i mit liv, som min mor ikke har været og støttet mig i. Jeg er sur på hende, fordi hun ikke har været en rigtig mor, og har hjulpet mig når jeg havde brug for det, men som sagt, så er hun jo min mor. Derfor gør det så fandens ondt inden i.
Det var den korte version af historien, ved ikke om denne side er den rigtige for mig at skrive ind, et eller andet sted havde jeg bare brug for at komme ud med alle de ting jeg gemmer inde i mig selv.
Svar
Min mor svigter gang på gang
Hej - og mange tak for dit indlæg.
Det gør mig meget ondt at læse din historie. Jeg tænker, at det er en meget barsk opvækst, du har haft, og jeg kan godt forstå, at det må gøre "fandens ondt inden i", som du skriver.
Jeg mistede min far på grund af kræft i lungerne, så jeg ved hvor hårdt det er, at forholde sig til en forælders alvorlige sygdom. Men jeg har ingen erfaring med alkoholisme, og jeg synes ud fra dit brev, at det lyder som om, det er din mors alkoholproblem, som fylder mest hos dig lige nu. Jeg kan godt forstå, at det må være en kompliceret situation for dig, med en masse modstridende følelser, som i forvejen er svære, og som bliver yderligere forværret af kræftsygdommen.
Jeg tænker, at det ville være rigtigt godt for dig at få noget hjælp, et sted som ved specielt meget om alkoholisme, og som netop kan hjælpe dig med den del af det. Foreningen Tuba er rådgivning af unge børn af alkoholafhængige. Deres Odense-afdeling har tlf: 21195194 og 21195195 og du kan også se nærmere på deres hjemmeside www.tubadanmark.dk
Hvis du har spørgsmål eller brug for at tale om andet vedrørende din mors sygdom, er du også meget velkommen til at vende tilbage hertil evt. på vores chat eller telefonrådgivning.
Jeg håber rigtigt meget, at du får hjælp til at komme lidt videre.
Med venlig hilsen
Mette











