Spørgsmål

Altid en klump i halsen:(

Kvinde på 18 fra hvis mor er syg

Min mor fik onsdag d. 27/9 at vide, at hun har en småcellet lungecancer.

Vi er en meget åben familie, som snakker meget om det, men lige meget hvor meget man snakker, gør det hende jo ikke rask :-(

Jeg kan virkelig ikke lade være med at spekulere over, at hun måske går hen og dør af det :-(

Jeg ved godt, man skal tænke positivt, men det tør jeg ikke rigtigt... Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg gør, hvis jeg mister hende - mit liv kan ikke fungere så..

Har I nogle råd til hvordan hverdagen kan blive nemmere, når man har en syg forælder? Nogle råd

Altid en klump i halsen:(

Hej

Da jeg fik at vide, at min mor var syg af kræft, var jeg lige fyldt sytten, så jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvordan du har det. Det gør mig meget ondt, for i samme øjeblik du beskriver din situation, kan jeg slet ikke undgå at genkalde mig, hvordan jeg havde det. Det er en meget hård situation, du lige pludselig er havnet i.

Det er en bombe at få smidt ned i sit liv, som får det til at virke meget uoverskueligt. Du skriver, at du godt ved, at man skal tænke positivt, men at du ikke rigtig tør det. Det kan godt være hårdt, at vide hvad man skal tænke, for jeg havde det i hvert fald sådan, at jeg ikke kunne styre mine tanker omkring forløbet og fremtiden. Det er ikke unaturligt, at du ikke tør tænke positivt, men det er selvfølgelig vigtigt at holde fast i håbet, om at hun bliver rask eller at hun kan leve så lang tid som muligt med sygdommen.

Jeg gjorde meget for, at mine omgivelser ikke skulle vide, at min mor var syg, for jeg havde meget svært ved at tage mig af deres medfølelse. De skulle ikke synes, at det var synd for mig, men det var synd for mig, og det er synd for dig, og derfor er det vigtigste råd til dig, at du skal snakke med nogle veninder om det. Du skriver, at I er en meget åben familie, som snakker om det. Som sagt følte jeg næsten, at det var et pres, hvis det hele tiden var i rummet, og jeg hele tiden skulle konfronteres med det, men efterfølgende har jeg lært, at det i hvert fald er bedre, end hvis man ikke kan snakke om det. Det er rigtigt, at snakken om det ikke gør hende rask, men I er jo netop magtesløse i forhold til hendes sygdom. Lægerne og sygehuset har forhåbentlig magt til at gøre hende rask, men det eneste i kan gøre er at snakke om det og give hinanden støtte, og selvom det måske lyder som en floskel fra min side, så skal du prøve at deltage i snakken om sygdommen, for det er faktisk et privilegium, at I er meget åbne.

Jeg synes ikke, at du skal sige det til hele verden, men hvis du har nogle veninder som er tætte på dig, så er der sikkert en af dem, som ville være god at dele det med. Det er meget lettere at sige end at gøre. Det ved jeg, for jeg havde selv enormt svært ved det, men prøv.

Lige nu har du et liv med din mor, og op til nu har du haft 18 år af dit liv med hende, som lader til at have været gode, for du virker meget knyttet til hende, og det er selvfølgelig rigtig rart. Prøv derfor at være sammen med hende ligesom du plejer, eller i hvert fald med den samme naturlighed som du plejer, for det gælder jo for alle situationer, at livet lige pludselig kan være slut. Selvom din mor ikke lige havde fået stillet en alvorlig diagnose, kunne det stadig være sidste gang du snakkede med eller var sammen med hende.

Jeg håber, at dette kan hjælpe dig. Du er meget velkommen til at skrive en mail mere eller gå ind og få en chat med mig eller en af de andre frivillige, for vi er her for at du kan opleve, at du ikke er alene. Dine tanker og den frygt du beskriver, samt den alder og situation du er i, svarer enormt meget til min situation for 7 år siden, da det skete for mig, og jeg har i dag et godt liv, så det har du også alle muligheder for at få. Bare det, at du har skrevet herind, er et af de første svære skridt til at hjælpe dig selv over den meget alvorlige situation, du lige pludselig står i. Alle mennesker oplever sådanne alvorlige ting, men jeg er sikker på, at du har evnen til at overvinde dem.

Kærlig hilsen Kalle