Spørgsmål
Min papmor har fået kræft
Kvinde på 14 fra Midtjylland hvis mor er syg
Sidste år fik min papmor en ny nyre. Cirka en måned senere fik hun konstateret kræft i blæren. Hun fik så en stomi, men det vidste sig så efterfølgende, at kræften havde bredt sig, så nu er hun i kemo.
Det er sådan, at jeg går og er lidt ked af det, og det ved hun også godt, men hun siger bare, at det skal du ikke være …
Svar
Min papmor har fået kræft
Kære dig
Det gør mig ondt at høre, at din papmor er blevet syg. Og hvor er det gået hurtigt; først med en ny nyre og nu kræft i blæren. Jeg forestiller mig, at det må have været svært for dig at sidde på sidelinjen og følge med i alt det, der skete. Og nå at opfatte det hele.
Jeg har selv haft en syg mor, og jeg ved, hvor hårdt det kan være. Derfor kan jeg sagtens forstå, at du går og er lidt ked af det. Det er der da slet ikke noget at sige til.
Det er rigtig godt, at du fortæller din papmor, at du er ked af det. For det er ikke noget, du skal gå alene med. Det er helt naturligt at være ked af det. Jeg kan i hvert fald huske, at det gjorde mig ked af det, når jeg ikke rigtig vidste, hvad der skulle ske med min mor. Hvis det hele virkede så forvirrende eller uvirkeligt.
Når din papmor siger, at du ikke skal være ked af det, er det måske for at berolige dig. Men det kan du jo ikke lade være med. Det er svært at styre sine følelser. Hvis du har brug for at snakke med hende om hendes sygdom, så skal du slet ikke tøve med at spørge hende. Hvis du synes, at det er svært, kan du evt. skrive et brev til hende.
Det kan også være, at det kunne være en hjælp for dig at tale med andre om din papmors sygdom, og om hvordan det påvirker dig. Jeg har selv gået i en gruppe med andre unge, og det var en stor hjælp for mig. Unge & Sorgs målgruppe starter fra 16 år, så derfor vil jeg foreslå dig, at du tager kontakt til Kræftens Bekæmpelse i stedet. De har tlf.nr. 8030 1030. Måske de kan foreslå dig yderligere hjælp. Nogle steder har de grupper, hvor man kan mødes med andre, der også har en syge forældre. Måske det kunne hjælpe dig til at få snakket om dine tanker.
Vi i er øjeblikket i gang med at lave en undersøgelse herinde i Unge & Sorg om, hvordan det er at være teenager og leve med en alvorligt syg far eller mor. Måske er det noget, du har lyst til at deltage i - du kan læse mere her.
Jeg håber det bedste for dig og din papmor.
Kh Lene











