• Send til ven
  • Print
  • Del
Du er her:

Sorggrupper og samtaler ved dødsfald i familien

 

SORGGRUPPER


Vi tilbyder gruppeforløb til børn og unge fra 6-28 år, der har mistet en forælder eller en søskende.

Om grupperne

Alle grupper inddeles efter alder og situation, så man ’ligner’ hinanden mest muligt. Der er ca. otte i en gruppe. Nogle grupper er åbne, og her går man så længe, man har behov. For andre grupper er der på forhånd afsat et bestemt antal mødegange.

Inden man kommer i en gruppe, vil man altid have haft én eller flere samtaler med en rådgiver.

Grupperne ledes af de professionelle rådgivere i Børn, Unge & Sorg. Derudover tilbyder de frivillige samtalegrupper for unge (16-28 år), der har mistet forældre. Disse grupper har undervejs i forløbet en 'terapiweekend', hvor to professionelle rådgivere deltager. De kan tilbyde terapi til særlige områder, hvis der er behov for det.

Hvorfor deltage i en gruppe?

Langt de fleste oplever det som en lettelse at møde andre i samme situation - det mindsker følelsen af at være anderledes og alene. Oftest er det de samme tanker og følelser, man går med. Det betyder, at man i gruppen oplever den forståelse, man måske mangler fra venner og andre, fordi de - heldigvis - ikke har oplevet det selv.

Det er en god idé at vente lidt

Vi anbefaler først gruppedeltagelse, når der er gået 4-6 måneder efter dødsfaldet. Selv om det er rigtig svært lige efter, man har mistet, går der som regel nogle måneder, før man helt ved, hvordan det påvirker én, og hvilken hjælp man har brug for. Man kan dog altid henvende sig før, så man måske kan blive skrevet op til en gruppe.

For børn især gælder det, at mange har brug for tid, før de kan dele deres egne oplevelser og rumme andres i gruppen. Mange børn har gavn af at være i individuel terapi før gruppeterapien. På den måde lærer de nemlig at tale om egne oplevelser, tanker og følelser.

SÆRLIGT I FORHOLD TIL BØRN

Børns forståelse af døden udvikles parallelt med deres udvikling af tanker og sprog. Børn tænker konkret, men udvikler abstrakt tænkning fra ca. ti-års-alderen. Børn på forskellige alderstrin har derfor brug for at tale om døden på forskellige måder - og det sammensætter vi grupperne ud fra.

 

 

INDIVIDUEL TERAPI


De professionelle rådgivere tilbyder både enkelte samtaler eller længere samtaleforløb/terapi til børn og unge op til 28 år.

Derudover tilbyder de frivillige samtaler med unge, der har mistet deres far eller mor. Da de selv har mistet en far eller mor, kan de bruge deres egne erfaringer til at hjælpe andre gennem den svære tid. De er i sig selv beviser på, at det er muligt at komme videre og få et godt liv på trods af det, der er ske


Særligt for børn:


0-3 år
For de helt små (0-3 år) sker rådgivningen gennem forældrene.

4-16 år
Vi inviterer hele familien til den første samtale, når det gælder børn og unge op til 16 år. For 16-18-årige aftaler vi i fællesskab, om de skal komme alene, eller om forældrene skal deltage i noget af samtalen.

Det skaber tryghed hos barnet, når forældrene også kender terapeuten, og alle kan være i samme rum og tale åbent om det, der er sket. Børn reagerer forskelligt, og det er derfor vigtigt, at alle børn i familien er med og bliver set og hørt.

Det er ikke alle børn, der får brug for psykologisk behandling, når de oplever dødsfald i familien. Men de børn, der har brug for hjælp, bruger tid og mentale ressourcer på reaktioner og symptomer på en måde, der kan påvirke deres udvikling. Børnene kan blive bange for fremtiden og for at miste igen. De kan få mareridt, søvnforstyrrelser, skyldfølelser, koncentrationsbesvær, indlæringsvanskeligheder og svært ved at være sammen med kammeraterne. Mange børn kan føle sig ensomme, og det kan føre til et lavere selvværd.

Procedure

Når familien kommer første gang, fortæller vi, hvad vi kan tilbyde. Vi spørger til barnets oplevelser og reaktioner. Hvis barnet ikke selv har lyst til at fortælle, lader vi en af forældrene gøre det.

Det er afgørende, at det enkelte barn selv er indstillet på at modtage støtte fra os. Det kan naturligvis være svært for barnet at vide, hvad vi kan tilbyde, så derfor tager barnet stilling efter første samtale. Heldigvis er børn ofte rigtig gode til at vurdere om, de har brug for hjælp.

Hvad arbejdes der med til samtalerne?

Hvert barn er unikt, men børn har også en række reaktioner til fælles, når de oplever død tæt på. Børn kan blive bange for deres egne tanker, fordi de aldrig har haft den slags tanker før. Derfor lytter og ser vi efter kendetegn hos det enkelte barn, og vi taler sammen ud fra barnets personlige oplevelser, erfaringer og følelser.

Vi hjælper børnene med at forstå, at deres tanker er helt normale reaktioner på en unormal situation. I terapien lærer børnene at sætte ord på deres tanker og følelser. Det hjælper dem til at sætte tankerne i system og undgå forvirring. På den måde bliver der plads til andre tanker og til at rumme de svære følelser.