Besøg vores online tilbud:

Videosamtale

Brevkassen

Chatten

Linjen

Forum

For forældre ved sygdom i familien

Hør om hvilket indhold, du finder her på siden, og hvordan du kan bruge det:

Opmærksomhedspunkter i forhold til børn ved alvorlig sygdom i familien:

Få råd og vejledning

I en familie, hvor en forælder er alvorligt syg, kan der opstå mange tunge tanker og svære følelser. Som forældre tumler man med en lang række spørgsmål – blandt andet om hvordan man bedst hjælper og støtter op om sine børn i den svære situation. Selv om man kan føle sig hjælpeløs og afmægtig, så er der noget, man kan gøre for at lette situationen for sine børn, når man selv eller ens ægtefælle er alvorligt syg. På siden herunder finder du en række film og informationer, som vi håber kan hjælpe på vej

Husk, at du altid er velkommen til at ringe til os. I telefonen kan du få rådgivning af vores psykologer om, hvordan du bedst støtter dine børn i den situation, jeres familie står i. Psykologerne kan også hjælpe dig med at vurdere, om dit barn/dine børn har brug for professionel hjælp. Der er telefontid til psykologerne mandag til fredag fra 10:00 – 14:00 på 70 266 766.

Husk dig selv

Det er hårdt at skulle håndtere sygdom i familien og samtidig også være der for sine børn. Det kan derfor være en god idé selv at få hjælp for bedre at kunne finde kræfter til at hjælpe dine børn gennem deres sorg. Mange børn og unge klarer sig uden psykologhjælp. Det gør de blandt andet, når de voksne omkring dem er i stand til at håndtere situationen og barnets behov.

- og husk de større børn

Selv om teenagere og større børn, der ikke bor hjemme, er ‘store’ og på mange måder kan klare sig selv, så har de alligevel brug for din støtte. Du kan opfordre dem til at læse på siden for teenagere/unge der har syge forældre. Det kan også være en god idé selv at kigge på den side og få et indblik i, hvad der rører sig i de unge.

Online tilbud

I Børn, Unge & Sorg har en lang række unge frivillige tilknyttet. De frivillige har alle mistet en far eller mor, og mange af dem har levet med syge forældre. Alle er de kommet så godt videre i deres liv, at de nu formår at bruge deres dyrekøbte erfaringer til at støtte andre unge, der lever med syge forældre, eller som har mistet forældre. De frivillige sidder klar ved Linjen 70 209 903 og til at chatte og videosamtale med andre unge hver mandag til torsdag fra 17-21. Du er som forælder også meget velkommen til at kontakte dem og høre om deres erfaringer. Du kan også skrive et brev til Brevkassen, hvis du har spørgsmål til dem. De frivillige vil svare på dit brev inden for en uges tid.

Forum kan du skrive sammen med andre forældre om den svære situation, som hele familien står i, når en forælder (eller søskende) rammes af alvorlig sygdom. Brug Forum til at udveksle erfaringer og råd om, hvordan I bedst kan støtte op om og hjælpe børnene og de unge.

FIRE FILM om forskellige situationer og udfordringer under sygdomsforløb

Under et sygdomsforløb vil der undervejs opstå forskellige udfordringer og ting, man skal forholde sig til afhængigt af, hvad man fejler, og hvor i sygdomsforløbet man befinder sig. Herunder finder du link til fire film, hvor psykologer fra Børn, Unge & Sorg fortæller om, hvordan man som forælder kan håndtere de forskellige situationer og udfordringer i forhold til sine børn.

Når sygdom rammer

Når sygdom rammer, og man får stillet en alvorlig diagnose, kan man reagere meget forskelligt. Det er almindeligt at blive chokeret, vred og ked af det. Nogle føler sig handlingslammede, mens andre går i gang med at foretage sig en masse. Når man som voksen har sundet sig lidt, bliver det næste, hvordan man skal fortælle det til sine børn. Mange voksne er i tvivl om, hvordan man skal tale med børn om alvorlig sygdom. Hvor meget skal man fortælle dem om sygdommen? Hvor ærlig skal man være? Hvornår skal man fortælle dem det? Og hvordan taler man overhovedet om noget så svært?

Se film og læs mere

Sygdommens op- og nedture

For nogle børn og unge bliver livet med en alvorligt syg forælder til en hverdag, der strækker sig over lange perioder. Måske et helt børne- eller ungdomsliv. Hverdagen er præget af uvished og uforudsigelighed.

Der er mange praktiske omstruktureringer af familielivet og ofte følelsesmæssige rutsjeture med svingninger mellem håb, usikkerhed og angst for at miste. Børnene tager ofte hensyn og vil ikke bebyrde deres forældre med egne problemer – nogle kommer derfor til at gå meget alene med deres tanker og bekymringer.

Se film og læs mere

Hvis sygdommen er uhelbredelig

Hvis man får den besked, at sygdommen ikke kan helbredes, og den helbredende behandling opgives, er det godt at fortælle det til børnene, så de får tid til at forberede sig. Det kan være svært at tale om, fordi det er så ubærligt, men i Børn, Unge & Sorg kan vi se, at det efterfølgende sorgforløb kan blive lettere i familier, hvor man får talt om det.

Mange børn kan gå med bekymringer om fremtiden; hvad vil der ske, kan man blive boende, vil der være penge nok, skal man flytte skole, kan man blive ved med at gå til fritidsinteresser osv.

Se film og læs mere

Hvis man dør af sygdommen

Der kan melde sig mange forskellige tanker og spørgsmål i tiden op til nærtstående død. Hvordan forholder man sig selv, og hvordan forbereder man sine børn. Både mentalt og helt praktisk. Man kan gøre sig mange tanker om, hvorvidt børnene skal være til stede, når forælderen dør, om de overhovedet skal se forælderen død, og hvordan de kan sige farvel.

Filmen giver et indblik i tiden op til dødsfaldet, når forælderen dør og tiden efter. Den giver også indblik i forskellige måder at inddrage sine børn i begravelsen, og hvordan man efterfølgende kan mindes far/mor.

Se film og læs mere

Fortællinger om, når alvorlig sygdom rammer i familier med børn

I de fire videoer herunder kan du høre fortællinger om, når alvorlig sygdom rammer familien. De fire familier har alle forskellige oplevelser og erfaringer, ligesom de har forskellige måder at reagere og tackle det på som familie og i forhold til deres børn og deres forskellige aldre.

EMILIES HISTORIE
– om alvorlig og langvarig sygdom når man har store børn

I 2002 blev Kristians kone Vivi ramt af brystkræft, og de stod pludselig over for den svære situation at skulle finde ud af, hvordan de skulle fortælle deres to små børn det. De valgte at være åbne og dele deres følelser. Vivi blev efter fem års behandling erklæret rask, men blev efter et par år igen ramt af kræft. I videoen fortæller Kristian og den ældste datter, Emilie, der dengang var 14 år, om hvordan de oplevede Vivis langvarige sygdom, og hvordan det påvirkede deres liv – og i særdeleshed Emilies ungdomsliv. Bl.a. om den svære balance mellem at have en syg forælder hjemme og samtidig leve sit ungdomsliv.

TRINES HISTORIE
– om ‘forbudte’ tanker og følelser og forældre som rollemodeller

Søren er dialysepatient og får på et tidspunkt transplanteret en ny nyre, som viser sig at være inficeret med en aggressiv kræft, og Søren er pludselig dødeligt syg. Søren og hans kone Trine har mange overvejelser om, hvor meget og hvordan de skal inddrage børnene i det videre forløb, som er uklart og uoverskueligt. Først vælger de ikke at sige noget for at vise, at de er stærke og kan klare alt. Men det fungerer ikke,så de vælger i stedet at være mere åbne. Blandt andet siger Trine på et tidspunkt den forbudte tanke højt “det ville være nemmere, hvis far var død…”. Det er en kæmpe lettelse for børnene at høre deres mor sige det. På trods af den meget aggressive kræft, er Søren i dag rask, men tilbage i dialyse.

DENNIS HISTORIE
– når en forælder til helt små børn dør

I videoen fortæller Dennis om, hvordan han og hans kone Mette tacklede det, da Mette som 32-årig fik konstateret uhelbredelig brystkræft. Deres børn, William og Ella var meget små, da Mette blev syg. Og i en travl hverdag, hvor Mette røg ind og ud af hospitalet, skete det indimellem, at de glemte at fortælle børnene, hvor hun var. De opdagede hurtigt, at fantasierne er værre end virkeligheden, og at børnene blev mere beroligede ved at følge med og kende sandheden og blive inddraget i hele forløbet. Åbenhed og bogen “Mor er en engel” – hvor moderen bliver til en engel, som er med hele vejen, når børnene vokser op – blev vejen frem for dem. 

METTES HISTORIE
– når børn bliver små sygeplejersker

I videoen fortæller Mette, om hvordan de tacklede det i familien, da hendes mand, Kim, blev ramt af ALS. Deres to drenge, Victor og Mathias, var dengang ti år og reagerede helt anderledes, end Kim og Mette havde forventet. Begge trak sig fra deres jævnaldrende og brugte al tid i hjemmet, hvor de nærmest blev små sygeplejersker. I videoen fortæller Mette blandt andet om deres tanker i forhold til at tale med og inddrage børnene, både i forbindelse med sygdomsforløbet og i forberedelserne til tiden efter hans død. Fx lavede Kim en billedbog til hver af drengene med minder om deres tid sammen. En gerning, som drengene har nydt rigtig godt af efterfølgende.

Hør Kimie og Bjarke fortælle om livet med en syg forælder

I dokumentarerne herunder kan du høre Bjarke og Kimie fortælle om livet med en syg forælder. De fortæller blandt andet om at føle sig anderledes end deres jævnaldrende og om, hvordan man kan føle sig splittet mellem sine egne behov og den opmærksomhed, som sygdommen kræver.

App: Børn i sorg

APP børn i sorgTil forældre med børn i alderen 2-11 år. App’en giver forældre et kortfattet og overskueligt indblik i børns reaktioner og tanker ved sygdom og sorg. Derudover giver den nogle let tilgængelige anvisninger til, hvordan man kan tale med sine børn.

 Find app’en her

"Da Mikkels far blev syg"

Da Mikkels far blev syg “Da Mikkels far blev syg” er en interaktiv bog for de mindste om når, alvorlig sygdom rammer en forælder. Bogen handler om Mikkel, hvis far får kræft, og giver indblik i nogle af de tanker, som børn med alvorligt syge forældre kan tumle med.

Læs bogen her
Hent teksten til bogen her

Pjece til forældre

Jeg er alvorligt syg

“Jeg er alvorligt syg – hvordan støtter jeg bedst mine børn?” er en pjece til alvorligt syge forældre og ægtefæller med større børn. Pjecen giver en række forslag til, hvordan du kan støtte dine børn bedst muligt.

Læs pjecen online ved at trykke på den eller få den tilsendt ved at sende en mail til info@bornungesorg.dk

Pjece til unge

Er din far eller mor syg

“Er din far eller mor syg” er til teenagere og unge, som lever med en alvorligt syg forælder. Pjecen beskriver almindelige måder at reagere på og giver råd om, hvad der kan hjælpe til at takle situationen.

Læs pjecen online ved at trykke på den eller få den tilsendt ved at sende en mail til info@bornungesorg.dk.