Særligt for venner
At være en god ven for en ven, der har en alvorligt syg eller død far, mor eller måske søskende, er ikke nogen let opgave. Din ven er blevet anderledes, og det er svært for både ham/hende og dig. Det kan godt sætte venskabet på prøve, men det kan lade sig gøre. I skal bare finde ud af hvordan.
Din vens behov kan ændre sig
Det er ikke alle, der har brug for det samme, og de har ikke brug for det samme fra alle. Nogle har brug for et frirum. Andre har brug for, at vennerne spørger ind til, hvordan de har det.
Din vens behov kan ændre sig fra dag til dag og fra det ene øjeblik til det andet. Og du skal vide: Din ven er vanskelig og stiller ofte krav, som han måske først senere kan se er urimelige. Men han kan ikke se det nu, fordi han er så ked af det.
Er du i tvivl, så spørg!
Måske tænker du allerede: "Det kan jeg slet ikke finde ud af, det er alt for indviklet". Det lyder også krævende og hårdt. Men heldigvis gør rigtig mange af jer det, I kan, og oftest mere til.
Det bedste er at spørge din ven direkte, hvad du kan gøre. Måske ved han det ikke, men så har du vist, at du er der og gerne vil hjælpe. Og det er det vigtigste.
Det vigtigste er at vise, du stadig er der
Ingen kan gætte alle behovene og give den rigtige støtte, men unge, der har prøvet det, siger: Det handler om, at du skal være der og ikke være bange for at spørge, hvad jeg har brug for. Du behøver ikke forstå – det kan du ikke, du har jo ikke prøvet det selv. Du må ikke holde op med at spørge, fordi jeg ind imellem afviser dig.
Hvad kan man gøre?
- Læs her på siden
Her på siden kan du få nogle gode råd til, hvad du kan gøre for at støtte din ven bedst muligt. Og måske få en smule indsigt i, hvad der rører sig i ham eller hende.
Det kan være en rigtig god idé at læse pjecen "16 gode råd til venner". Du kan også høre, hvad de unge selv fortæller om deres oplevelser. Se under fanerne "Om sygdom i familien" og "Om at miste en i familien".
- Tal eller skriv med de unge frivillige
Du er også meget velkommen til at ringe eller skrive med en af de frivillige i Børn, Unge & Sorg. De sidder parat ved telefonen, Chatten og Brevkassen mandag til torsdag fra 17-21. Forum er primært for de unge selv, men du er også meget velkommen til at søge råd og vejledning her.
- Ring og tal med én af de professionelle i Børn, Unge & Sorg
Du er også velkommen til at ringe og tale med en af de professionelle rådgivere i Børn, Unge & Sorg. Du kan ringe hver dag fra 10-14 på 70 266 766.
CITATER
Tak til Bodil, Cecilie, Johanne, Melissa, Mette, Ronja, Sara og Sofie for at dele deres erfaringer:
"Jeg vidste jo godt, de var døde, men det varede længe, før jeg helt forstod, de ikke kommer igen. Og det skete lige samtidig med, at vennerne tænkte: Nå, nu er hun da ved at være ovre det."
"Efter et halvt år begynder livet at fungere lidt igen, men det var der, jeg kom til at savne hende allermest."
"Jeg tænker, de mener, jeg har elsket min far mindre, end de elsker deres, hvis de synes, jeg klarer det så flot."
"Det hjælper ikke, at de prøver at sige noget positivt. Man har mere brug for, at de lytter."
"Man kommer til at føle sig som et råddent æg. Hvis jeg kom til at græde, ville de ikke vide, hvad de skulle gøre."
"Nogen taler ikke om deres forældre og heller ikke om sorg, fordi mine problemer jo er så meget større."
"Jeg kan blive så frygtelig ked af det lige pludselig – og det er tit på tidspunkter, hvor jeg bare ikke vil stå og græde. Så prøver jeg at tænke på noget andet for at blive glad igen – og oplever, at min veninde tænker: Er hun skizofren eller hvad? Jeg ved, hun så gerne vil hjælpe mig, men der er en kommunikationsbrist."
"En af mine veninder kan ikke rumme det. I starten var jeg meget skuffet over det, men nu lader jeg være med at sige noget om det."
"Man bliver behandlet anderledes. Nogle holder helt op med at tale om deres forældre, og så føler man sig anderledes."
"Det er hende, der har mistet sine forældre. Ja, det er jeg også, men jeg er så meget andet. En dag blev jeg så rasende på en fyr, der sagde det, så jeg sagde til ham: Og du er ham, der ikke har mistet dine. Hvad er det for en måde at huske mennesker?"
"Jeg var til en fest. Ingen sagde noget, men det var tydeligt, at alle vidste, hvad der var sket. Man ødelægger stemningen."
"Når jeg går til fest, går jeg ud for at finde et fristed, hvor det er, som det var engang. Med lidt øl bliver det værre, og så spørger nogle, og så falder hele planen til jorden."
"Hvordan kan du tage til fest, så syg din mor er? Fordi jeg har brug for et frirum. Jeg har behov for, det ikke er sygdom alt sammen."
"Vi var på ferie med nogle venner, og hver aften kom deres mor og gav dem et godnatkys. Jeg blev så sur på dem. Det er uretfærdigt, at min lillebror og jeg ikke har vores mor længere. Og sådan noget med godnatkys, der er der virkelig stor forskel på, om man har sin mor eller kun sin far."
"Folk tror, at efter et halvt år bliver alting bedre. Men tværtimod – det er først efter et halvt år, man er ved at blive klar over, hvad der er sket."
