Det frivillige arbejde i Børn, Unge & Sorg
Børn, Unge & Sorg har et stort korps af unge frivillige tilknyttet. De frivillige har alle mistet deres far, mor eller begge, men er kommet godt videre i livet. Så godt, at de nu er i stand til at bruge deres dyrekøbte erfaringer til at støtte andre unge i deres sorg.
Ude til højre kan du læse og høre nogle af de frivillige fortælle om det frivillige i Børn, Unge & Sorg.
Kunne du tænke dig at blive frivillig?
Det er af meget stor betydning for mange sørgende unge at kunne møde jævnaldrende, der har personligt kendskab til, hvor svært det kan være, når ens far eller mor dør efter alvorlig sygdom eller pludseligt pga. ulykke eller selvmord.Vi ved, at mange netop i denne kontakt til andre unge får delt de svære tanker og følelser, de ellers er alene med. Samtidig giver det håb at se, at man kan få det godt igen efter en forælders død, at man kan hjælpe andre i sorg.
Krav til dig som frivillig
- Du skal være mellem 20 og 28 år.
- Du skal have mistet en far eller mor efter svær sygdom, selvmord eller ulykke, mens du var 16-28 år.
- Der skal være gået mindst et år og højst fem år siden dødsfaldet.
- Du skal være kommet så godt igennem sorgen over at have mistet en eller begge forældre, at sorgen og savnet ikke længere er dominerende.
- Eventuel hjælp fra professionelle behandlere skal være afsluttet for mindst et halvt år siden.
- Du skal være et positivt eksempel på, at man på trods af tab og traumer alligevel kan få et tilfredsstillende liv.
- Du skal have lyst, evner og overskud til at hjælpe andre i svære livssituationer.
- Du skal indgå i den løbende kvalificering og supervision, som Unge & Sorg tilbyder.
- Du skal støtte unge i overensstemmelse med Unge & Sorgs målsætninger.
Opgaver
De frivillige udfører forskellige opgaver i Børn, Unge & Sorg. Sammen med én af de professionelle finder du ud af, hvilke opgaver der passer bedst til dig.
De frivillige i rådgivningen i København løser følgende opgaver:
- Besvarer brevkasseindlæg på hjemmesiden
- Chatter med unge, der har alvorligt syge forælder, eller som har mistet en far eller mor
- Taler med de unge, der ringer til Linjen
- Leder samtalegrupper for unge, der har mistet en forælder
- Arrangerer caféaftener
- Diverse formidlingsopgaver
- Frivilligvejledere (uddanner nye frivillige)
De frivillige i Odense og Aarhus løser følgende opgaver:
- Leder samtalegrupper for unge, der har mistet en forælder
- Arrangerer caféaftener
- Diverse formidlingsopgaver
Er du interesseret?
Hvis du er interesseret i at blive en del af vores team af unge frivillige, så skriv en mail, hvor du kort fortæller om dig selv, hvem du har mistet, og hvad der interesserer dig ved Børn, Unge & Sorgs arbejde: info@bornungesorg.dk.
Du er meget velkommen til at ringe til os og høre nærmere: 70 266 766.
Procedure
Når vi næste gang optager nye frivillige, vil du først blive indkaldt til en samtale med de professionelle rådgivere. Denne samtale fokuserer både på det tab, du har lidt og dine muligheder og ønsker for at arbejde hos os.
Hvis vi bliver vi enige om at samarbejde om Børn, Unge & Sorgs mange opgaver, vil du efterfølgende blive tilbudt kvalificeringskurser og løbende supervision.
Hvad får man ud af det frivillige arbejde?
Børn, Unge & Sorg udgav i 2010 en rapport, som beskriver de frivilliges udbytte af deres arbejde i Børn, Unge & Sorg. Rapporten hedder "At være frivillig giver personlig udvikling og faglige kompetencer. En kvalitativ undersøgelse af frivilliges udbytte på sigt".
CITATER FRA TIDLIGERE FRIVILLIGE:
”Jeg har fået en indsigt i andre mennesker og deres reaktioner og generelt i mig selv som menneske.”
”Vi frivillige havde et fællesskab, som man ikke havde andre steder – vi var samme sted.”
”…at være leder, have overblikket, have ansvar for, at alle kom til. Det lå ikke lige for mig at lede, men det gjorde jeg her i Børn, Unge & Sorg.”










