16/2: Caféaften i Aarhus: "Studieliv - tanker og overvejelser efter tab af mor og/eller far"
( 18.01.11 )Tid: Onsdag d. 16. februar kl. 19-21
Sted: Banegårdspladsen 10, 2. th. 8000 Aarhus C.
Studielivet er en intens tid, hvor man møder mange nye mennesker og stilles over for nye faglige udfordringer. Men det kan være svært at finde energien, når ens vante bagland pludselig ikke er der mere.
Hvordan koncentrerer man sig om at læse, når mor eller far er død? Hvem bekymrer sig om, hvordan det går? Hvordan møder man nye mennesker, når man er i sorg? Hvad er meningen med overhovedet at tage en uddannelse og komme videre i livet, når mor eller far mangler?
Hør de frivillige fortælle og stil selv spørgsmål
To unge frivillige, Jesper og Tone, som selv har mistet en forælder, taler om de op- og nedture, der uundgåeligt kommer i løbet af uddannelsen og sætter dem i relation til sorgen.
Der er mulighed for at kommentere eller stille spørgsmål til de frivillige.
Om arrangementet
Arrangementet finder sted i rådgivningens lokaler Banegårdspladsen 10, 2. sal og er åbent for unge i alderen 16-28 år, som har mistet en forælder. Man er velkommen til at tage en ven med, og det er ikke nødvendigt at tilmelde sig på forhånd.










